Uha, det er temmeligt pinligt at jeg nu kan konstatere at jeg har været i Ecaudor i næsten 8 uger, og kun har fået opdateret bloggen én gang... Men jeg ved ærligt talt ikke hvor al min tid bliver af den løber så stærkt at jeg af og til ville ønske at der var bare et par timer ekstra i døgnet.. Pga. min manglende opdatering har jeg derfor besluttet at indsætte mit første månedsbrev for at få opdateret en masse på én gang.. Månedsbrevet er et brev jeg skal skrive hjem til min Rotary-klub hver måned for at fortælle hvordan det går og hvad jeg har oplevet... Brevet er skrevet d. 29/9, så bagefter laver jeg et indlæg som kort fortæller hvad jeg har lavet siden. Herefter vil jeg forsge at opdatere noget oftere... Så I ikke går hen og tror jeg er helt forsvundet fra omverdenen... Her kommer brevet:
Kære Alle!
Så er det blevet tid til mit første rejsebrev! Jeg har allerede været i Ecuador i mere end en måned, hvilket jeg slet ikke kan fatte, tiden flyver af sted!
Jeg har lige fra dag 1 følt mig meget velkommen her. Folk er meget åbne, især min familie, som jeg er super glad for. Den består af min hostfar Tuto på 39, min hostmor Veronica på 35, min søster Claudia på 17 samt min lillebror Tommy på næsten 5. Jeg bor dog ikke hos dem, da deres lejlighed er meget lille. I stedet bor jeg i mine bedsteforældres hus, som ligger lige rundt om hjørnet, og jeg tilbringer lige meget tid begge steder.
Jeg sætter stor pris på at have en værtssøster på min egen alder, det har gjort, og gør det meget nemmere for mig at møde andre unge, hun er rigtig flink til at tage mig med når hun tager nogle steder, og i sær i starten før jeg startede i skole, var det en stor hjælp!
Cuenca byen jeg bor i, er en skøn by! Den har rundt regnet 400.000 indbyggere i selve byen, og op over 500.000 med forstæder. Selvom det er en forholdsvis stor by, føles det ikke sådan. Alle kender alle, næsten bogstaveligt talt! Desuden er her næsten ingen bygninger med mere end 2 etager, så det føles heller ikke som en storby når man begiver sig rundt i den.
Selve byen er utrolig smuk, særligt bymidten, som faktisk er på UNESCOs verdens arvs liste. Den består udelukkende af gamle huse i spanskpræget stil. Der er rigtig mange kirker, der ligger sådan ca. en på hvert andet gadehjørne. De er alle meget forskellige og meget smukke, særligt fremhæves skal ”Den nye” Katedral dog, den er utrolig smuk, meget stor og kan faktisk ikke rigtigt beskrives… En anden ting jeg er helt vild med omkring Cuencas centrum, er at det ligger lidt hævet og resten af byen, det betyder at lige meget hvilken gade du går ned af, så har du udsigt til bjergene! Byen er bygget på gammel inkajord, så rundt omkring i byen er der gamle inkaruiner, meget fascinerende! Jeg agter at besøge det lokale inkamuseum for at høre mere om det, så snart tid er.
Cuenca er en forholdsvis sikker by i forehold til nogle af de andre byer i Ecuador, det betyder at det er muligt at gå rundt uden større fare for at bliver overfaldet, det er utroligt rart, og giver lidt mere frihed end i andre byer. Risikoen er der dog stadig, og man skal selvfølgeligt tage sine forholdsregler når man går ud…
Nå jeg bevæger mig rundt i byen kan jeg godt mærke at jeg vækker en opmærksomhed, selv om der er en del turister i byen, skiller jeg mig stadig meget ud med mit lyse hår og 1 meter og 80 i højden. Min værtssøster er faktisk lidt irriteret over at gå sammen med mig, da rigtig mange af bilerne dytter efter os…
Stedet jeg bor er jeg rigtigt glad for, et ligger placeret meget centralt! 10 min gang fra centrum, 2 til det nærmeste indkøbscenter, og 5 til det nærmeste supermarked.
Gaden jeg bor på, er hegnet inde med en stor port for enden, ydermere er huset også hegnet inde bag en stor mur, så det må siges at være et meget sikkert sted. Selve huset er stort, og jeg er så heldig at have mit eget værelse. Det ligger placeret i et tårn med stenvægge, og har eget toilet. Tårnet får mig nogle gange til at føle mig som Rapunzel, dog uden at være spærret inde…
En ting jeg har lidt svært ved at vænne mig til, er hushjælpen.. Det er virkeligt svært for mig ikke at skulle tage min tallerken af bordet, ikke at skulle gøre rent, ikke at skulle hjælpe med at vaske op osv. Indimellem kan jeg få helt dårligt samvittighed og føle mig hjælpeløs. Jeg har derfor indgået en aftale med min familie om, at jeg tager opvasken i weekenden, hjælper med at rydde af bordet når vi har spist, samt selv rydder op på mit værelse, det hjælper da lidt på det…
Jeg er først lige startet i skole for små 3 uger siden. Før det, var jeg på intro/spanskcamp med alle de andre udvekslingsstudenter fra det sydlige Ecuador. 42 styk i alt, hovedparten var amerikanere og tyskere. Der var dog også en flok belgiere, et par franskmænd, et par canadiere, en enkelt fra Taiwan, en fra Schweiz samt mig fra Danmark. Campen blev holdt et fantastisk dejligt sted, et hotel beliggende i bjergene en time uden for Cuenca, og varede 5 dage, fra onsdag til søndag. Tiden blev brugt på at lære spansk, lære at lave ecuadoriansk mad, bade, spille tennis, lære hinanden at kende, samt meget mere! Lørdag aften havde vi en ”Waka loca” (skør ko). Det går ud på at en mand danser rundt med en stor papmaché ko fyldt med antændt fyrværkeri. Sikkerhed var ikke lige det der var prioriteret højest, og jeg indrømmer da gerne at jeg var lidt nervøs på manden der rendte rundt med koen på ryggens vegne, men en sjov og interessant tradition er det bestemt!
Jeg havde det super sjovt med de andre udvekslingsstudenter, og da jeg kom hjem kunne mærke at mit spansk var blevet forbedret, jeg forstår meget mere nu! På sådan en camp kan man ikke undgå og blive frygteligt nationalistisk, nok især fordi jeg var den eneste fra mit land. Jeg følte mig meget stolt over at være dansker, og havde lyst til at vifte med den danske fane hele tiden! Min nationale stolthed blev kun styrket, da alle amerikanerne en aften spontant begyndte at synge ”Barbie Girl” med Aqua, og jeg kunne gøre dem opmærksom på at den faktisk var fra Danmark…
Rotary synes jeg generelt rigtig godt om hernede, i hvert tilfælde min klub. Den er meget stor, vi er hele 8 udvekslingsstudenter i klubben. Alle folkene er meget flinke, og indtil videre har de allerede haft nogle gode arrangementer. Bl.a. har jeg været til te med alle medlemmernes koner, som har deres egen lille ”underafdeling” i klubben, og i søndags var jeg til frokost hvor alle studenters familier var inviteret, for at vi kunne lære hende anden at kende. Det er nemlig sådan at vi når vi engang skal skifte familie (november eller februar ikke helt fastlagt endnu), skal bytte indbyrdes. Alle os studenter havde fået besked på at medbringe en traditionel dessert fra vores hjemland. Jeg havde valgt at medbringe en lagkage. Det tog hele lørdag og tre forskellige opskrifter, inden jeg endeligt fik bakset nogle ordentlige bunde sammen, og lavet en ordentlig kagecreme, det endelige resultat blev da heldigvis også utroligt godt, alle var enige om at min dessert var den bedste. En god gammeldags dansk lagkage holder altid!
Nu til skolen… Skolen jeg går på, er en katolsk pigeskole. Både min ”farmor” og min ”mor” er lærere på skolen, og min søster er elev der. Det er en meget stor skole som ligger placeret en halv time uden for byen i meget skønne omgivelser! Skoleuniform skal bæres hver dag. Den består af en halv lang sort nederdel med rødlige tern, en vinrød rullekrave trøje, en blå strik cardigan, samt blå knæstrømper. Tirsdag og torsdag bæres en hvid skjorte i stedet for rullekraven, og de dage vi har idræt bæres en blå joggingdragt med HVIDE sko! Vores idrætslærer er meget striks omkring uniformen, og indtil videre har vi tilbragt idrætstimerne på at høre om hvordan vores uniform skal bæres…
Selve undervisningen er meget anderledes end i Danmark. Her taler i læreren trekvarter i streg, mens eleverne lytter, eller de prøver i hvert tilfælde at lade som om at det ser ud til de lytter, de fleste sidder og sms’er i stedet…
Jeg bruger de fleste af mine timer på at lære spansk. Ved hjælp af den grammatik jeg fik lært på campen, sidder jeg og laver små spanske sætninger og historier. Jeg forstår endnu ikke meget af hvad læreren taler om, dog er jeg den sidste uge begyndt at deltage mere og mere. Her i starten har vi haft en del prøver så lærerne kan vurdere niveauet i klassen, og alle de spørgsmål jeg har forstået og svaret på har været korrekte, så helt dårligt stillet er jeg heldigvis ikke…
Efter jeg er startet i skole, er jeg blevet rigtig god til at stå tidligt op! Hver dag må jeg op 5:30, for at nå bussen 6:15 puha, jeg er glad for jeg ikke behøver tænke på tøj hver morgen, det gør det da lidt lettere! Bussen, eller ”buseta’en” som de kalder den, er i virkeligheden ikke en bus, men en Hyndai varevogn, som nogen har puttet alt for mange sæder ind i. Oven i det, er vi næsten er dobbelt så mange piger i den, som der er sæder. Så selv om morgenerne godt kan være rigtigt kolde her, får man hurtigt varmen hvis det lykkedes at få klemt sig ind i buseta’en.
Selve skolen starter kl. 7:15 i skolegården, med bøn og sang, herefter er der timer fra 7:30 til 14:00. I løbet af dagen har vi en halvtimes pause, hvor det er muligt at købe lidt mad, eller spise en medbragt snack. Folk her spiser virkeligt usundt i skolen, hvilket jeg dog ikke tror de ved, den anden dag så jeg en alternativ kostpyramide, bl.a. kartoffelchips som en del af kulhydraterne, de er jo lavet af kartofler ikke sandt? Jeg nøjes dog så vidt muligt med at spise medbragt frugt, mens jeg længes efter en rugbrøds klap-sammen!
Frokosten her indtages først efter skole, men består til gengæld af et rigtig stort måltid, som regel med suppe til forret, og der efter en form for kød med tilbehør og ris. Lige meget hvad de spiser bliver der serveret ris, selvom de serverer kartofler er der altid ris til, og i dag da der blev serveret lasagne var der skam også ris som tilbehør… Jeg har aldrig rigtig brudt mig om at spise ris i stor stil, men her er jeg faktisk gået hen og er blevet lidt afhængig af min daglige portion…
Efter at jeg er kommet til Ecuador, er det gået op for mig, hvor stor indflydelse lille Danmark egentligt har ude i den store verden. Jeg har både set Mærsk containere, min lillebrors legoklodser, set Carlsberg øl, som nævnt før, har jeg hørt folk synge Aqua, og da jeg var i boghandelen den anden dag, fandt jeg en spansk version af H.C. Andersens ”Den lille havfrue”, jeg bliver ved med at tænke på at han havde fat i noget da han skrev teksten ” Et lille land og dog så vidt om jorden”! Ydermere fortalte min værtsfar den anden dag, at han havde set et dokumentar program om Danmark, og om hvordan de byggede Øresundsbroen, på ecuadoriansk tv en aften, og da jeg sad og bladrede i et ugeblad ved frisøren den anden dag, bladrer jeg sørme forbi et billede af den danske kongefamilie!
Der er også utroligt mange her som har været i Danmark, eller kender nogen som kender nogen som har været i Danmark. Bl.a. har min geografilærer besøgt Vejle sidste år, og jeg har netop i dag aftalt at mødes med en tidligere udvekslingsstudent her fra Cuenca, som var i Danmark sidste år, og derfor taler dansk.
Jeg begynder stille og roligt at få flere kontakter her. De sidste par uger har jeg næsten haft aftaler med nogen hver dag, udover det er jeg begyndt til Salsa, sammen med min nok bedsteveninde her. En anden udvekslingsstudent fra Frankrig ved navn Helena. At danse er en stor del af den ecuadorianske kultur, og da vi begge ikke er nogen af de heldige der har fået rytmer i kroppen fra naturens side, har vi besluttet at vi hellere må arbejde lidt for det… Indtil videre danser vi et par timer og ugen, og det er super sjovt! Ydermere har jeg overvejet at starte til guitarspil, jeg har altid drømt om at kunne spille et instrument, og her i byen findes der god og billig undervisning… Desuden har min værtsfar foreslået at jeg starter til tennis, da jeg virkeligt godt kunne tænke mig at komme lidt i form igen, som det ser ud nu puster jeg bare jeg går op ad trapperne til mit værelse…
Lige nu er min familie og jeg ved at undersøge mulighederne for at tage ekstra undervisning i spansk, så det starter jeg forhåbentligt også på i nærmeste fremtid… Jeg tror derfor ikke ligefrem jeg kommer til at kede mig…
En sidste ting jeg lige vil fortælle om inden jeg slutter af, er den ecuadorianske hilsen. Her giver man ikke hånd, men et kindkys på højrekind. Det havde jeg meget svært ved at vende mig til i starten, men nu føler jeg det næsten akavet hvis jeg hilser på folk uden.. På dage hvor jeg har hilst på rigtig mange personer, har jeg faktisk oplevet at min kind har haft svie, og været rød... Men mon ikke jeg når at få styrket den inden jeg kommer hjem?...
Til sidst er der ikke andet at sige end: Alt i alt har jeg det super godt, og jeg takker tusinde gange fordi jeg har fået denne mulighed, jeg nyder hvert sekund!
Mange kærlige hilsner fra Lærke, eller Ally som de kalder mig her, da det er umuligt for folk at udtale mit navn. (Ally er en form af Alondra, som betyder Lærke på spansk)
P.S. Måske mangler der nogle afsnit i teksten, da jeg har kopieret den fra word, jeg orker dog ikke lige at læse den igennem for at rette det.. Så bær over med mig ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar